Beklager fraværet

Igennem de sidste uger har jeg ikke vist mig herinde. Det hænger sammen med dels sygdom og dels en meget hård praktik plads.

De af jer, der er på FB kan se, at jeg har været aktiv der. Men det kræver heller ikke noget at spille nogen spil som ikke kræver nogen tankevirksomhed.

Jeg har virkelig haft behov for en periode, hvor jeg ikke har skulle tage stilling til ret meget. Min praktikplads var faktisk ikke særlig sjov. Men jeg har lært og erfaret nogen ting i forbindelse med min fortid. Eller, jeg har benyttet også denne lejlighed til at få nogen ting renset ud. Hvilket har tæret en del psykisk og derfor mit manglende fravær.

Men da det jeg har kæmpet med, er en del af at komme hel ud på den anden side, vil jeg her skrive lidt om det. Ved ikke hvor meget jeg orker at skrive men vil så uddybe det nærmere. Dette gør jeg også for, at dele ud af erfaringen til hjælp for andre. Jeg er ret sikker på, at jeg ikke står alene.

Ja man skulle tro, at efter 3 år med intens brainwash, at man så ville være helt klar til, at drage ud i verden og gøre lykke. Men sådan hænger det ikke altid sammen. Hvordan det gør det for nogen, skal jeg ikke sige. Men for mig, er det stadig en ret hård kamp. Dog vil jeg tilføje, at jeg ikke tror det kun hænger sammen med JV. Det fylder en del men skal ikke have skylden alene, fordi min skoletid har også en del af skylden.

Dog, er min tid som barn af JV-forældre nok også skyld i, at jeg nu kæmper med det jeg kæmper med.

Jeg har ikke skrevet ret meget om dette før, fordi jeg ville være helt sikker. Og fordi jeg skulle selv lige bearbejde disse følelser så meget som jeg nu har gjort til nu.

Men den sidste praktikplads har gjort, at jeg nu må have det ud og få noget luft.

For hvor meget skal man finde sig i og hvor langt skal vi som mennesker gå.

Jeg ser jo, at de unge i dag ikke finder sig ret meget. At de har en mening og passer på sig selv. I psykisk forstand. De unge jeg går på skole med og som jeg opfatter som forholdsvis søde og rare unge mennesker. Mennesker, der tager hensyn til andre.

Men samtidig bestemt også tør stå frem og sige sin mening. Og jeg fornemmer, at de gør det med hensynet til deres medmennesker i tankerne.

Så tænker jeg, når jeg oplever dette, er jeg alene Palle i verden i dette? Og hænger det mon sammen med mit liv som vidne?

Nej jeg tror ikke, at jeg er Palle alene i verden og ja jeg tror at det også hænger sammen med mit liv som vidne. Men i et sammensuriaum også mit liv i folkeskolen.

Jeg oplever, at jeg er dybt usikker på en arbejdsplads. Det er jeg obs på og derfor har jeg også valgt mit grundforløb til at være dobbelt så langt som det kunne have været. Min usikkerhed består ganske enkelt i, (som Jens Arnesen udtalte i madprogrammet: 4 til middag), at når han kom ind i et rum med "autoriteter" så begyndte han at opføre sig kluntet og på en måde han ellers ikke ville have gjort.

Hvordan hænger alt dette sammen i mit liv.

Jo, mobningen gør selvfølgelig at jeg er usikker på, om det jeg gør nu også er godt nok. Jeg var jo dum og kun en "heks". (Blev jeg kaldt). Men Jv oveni. Især mine sidste 10 år i Jv. Vi gjorde aldrig noget godt nok. Altid kunne vi gøre tingene bedre. På den teokratiske skole. I forkyndelsen. Vi nåede aldrig alt det vi skulle nå. Vi gjorde aldrig tingene godt nok. Var der igen og igen problemer, gjorde vi nok noget Jehova ikke kunne li'.

Altså dårlig samvittighed og skyld i 10 år, intens.

Jeg har nu kæmpet mig ud af den mentale hjernevask/mindcontrol. Så godt som i hvertfald. Men det sidste, der fylder vejer godt nok også tungt.

Og det kæmper jeg med nu. Jeg har fået en elevcoach på skolen. Og hun får alt at vide. Og jeg håber hun kan hjælpe mig.

Men hvis jeg ikke er online så meget, hvilket jeg havde håbet jeg havde overskud til, så er det derfor. Jeg orker det ikke, rent ud sagt. Jeg elsker at debattere og nyder at have gode dybe dialoger. Og har kunnet det længe. Men må vist erkende, at jeg er nødt til, at have en pause for, at få disse ting i mig selv på plads.

Håber rigtig meget, at i vil benytte forummet her meget. At selvom jeg ikke er på så meget, at i alligevel vil få nogen gode stunder og "samtaler" herinde.

Mange hilsner
Manjana

Det er hård om at være rask, og også ret barsk.

Du skal dog vide er der er mennesker som elsker dig rigtigt rigtigt meget.
Snart kan du få en rigtigt godt og kærligt knuz fra mig/os
Nico

Howdeedoodee skrev:Det er hård om at være rask, og også ret barsk.

Du skal dog vide er der er mennesker som elsker dig rigtigt rigtigt meget.
Snart kan du få en rigtigt godt og kærligt knuz fra mig/os
Nico

Tusinde tak Nico og det ser jeg bestemt også frem til. Vi glæder os så meget til, at se jer igen.

Ja der er mange tanker om det ene og det andet. Men jeg er ret sikker på, at også denne kamp skal jeg nok vinde før eller siden.

Kh
Manjana

hey, jeg har ikke fået svaret dig endnu, er nemlig selv i en praktik i øjeblikket og har meget travlt for tiden.

Dog vil jeg lige smide et par kommentarer i farten.

En ting er helt sikkert, du er aldrig alene i disse situationer, så det må du ikke føle at du er.

Nu er det altid svært når man i en situation hvor forventningerne er høje og man har glædet sig, for ind imellem sker der bare ting som man ikke havde ventet.

Jeg har været meget heldig med min praktik, men nu er jeg jo socialrådgiverpraktikant og har inden for de første par uger oplevet en uhyggelig hændelse.
En kollega er blevet truet på livet i nogle rigtig grimme detaljer, så det er ret uhyggeligt at se et et erfarent menneske gå helt i baglås.
Jeg ved godt at situationen ikke er den samme, men pointen er at vi bliver ikke sat overfor en udfordring som vi ikke kan klare.
Du er et meget stærkt individ og i virkeligheden stærkere end du selv er klar over, tror jeg.

Man er nødt til i denne mere og mere stressede og pressede verden, at ind imellem tage en puster og tænke lidt på sig selv.
Så det er helt fornuftigt, men glem ikke at få talt ud om det, og vi er jo herinde hvis der er brug for det.

Der er lidt om det, what doesn't kill you, makes you stronger.

Med de bedste ønsker for at din uddannelsessituation bliver bedre, hilsen multani

Hej multani

Og mange tak for dine ord. De varmer virkelig. Nej de to situationer kan ikke sammenlignes. Tror vedkommende du taler om, har været i en sitruation uden sammenligning og det gør mig ondt for vedkommende. Måske har din kollega den socialrådgiver i tankerne, der blev stukket ned i struer i foråret. Det er en uholdbar situation og jeg håber inderligt at han/hun får hjælp til at klare det.

Tjaeee jo et eller andet sted er jeg vel stærk. Men dette er mere svært end jeg har oplevet til nu. Håber virkelig at denne elevcoach kan give mig de redskaber, der skal til. Jeg forsøgte virkelig denne gang, at optræde med mere autoritet. (Utroligt det skal til). Men syntes alligevel jeg oplevede mig selv som en skolepige foran inspektøren. Det er simpelthen bare så træls. Jeg ved at med det helt rigtige forstående menneske, vil jeg kunne komme ud over dette. Men hvor finder man sådan et menneske i dag. Dette kan jeg ikke klare selv.

Og ja kan se, at jeg ikke er alene. Læste lige på sol.dk, at jagged også har det problem hvis og så fremt hun skal stå overfor de ældste. Hvilket jeg mener ikke er et must at hun skal. Men ja man bliver lille fordi det er noget der bliver "lagt" i os. Nu tænker jeg i Jv baner. De har altså en vis autoritet de ældste. Selvom jeg nok blev anset som oprører havde jeg dog alligevel en vis form for respekt overfor dem. Men jeg fik da sagt min mening til dem en del gange. Hvilket jeg er glad for.

Ved ikke hvad det er jeg udstråler. Og hvorfor jeg skal rende ind i sådanne mennesker. For det får mig til at handle totalt modsat af, hvad jeg egentlig ville have gjort.

Du skal ikke tænke på, om du har svaret et indlæg eller ej. Ved alt for godt hvad det vil sige når man ved, der venter et svar og overskuddet er simpelthen så langt udenfor rækkevidde. Man vil så gerne men.......

Pøj pøj med din praktikplads. Håber meget at tingene lykkedes for dig også.

Mange hilsner
Manjana

Det er trods alt dejligt, at "se dig igen" - jeg har da savnet at høre, hvordan det går dig.

Jeg har haft på fornemmelsen, at du havde rigeligt at se til, med din uddannelse, og det gør mig ondt, at du har det svært med det..men godt du kommer ud med det !

Vi er jo ikke ens, og du har nok ret i, at de unge i dag, ikke er bange for, at sige deres mening - jeg er også den, der aldrig har fundet mig i noget - men tiderne var en anden, da jeg var ung, der kunne man vælge og vrage mellem arbejdspladser, var man utilfreds så skred man - og dagen efter begyndte man på noget nyt - det gjorde jo også sit til, at man ikke var så bange for at sige fra.

Senere i livet, har jeg haft mere selvstændige job, jeg var lidt min egen herre - men jeg har da også oplevet modgang på arbejdspladser - ingen slipper igennem livet uden modgang / problemer.

Men jeg tror altså, at din tid i jv har sat sine spor... det kan også være årsagen til mobning i skoletiden - børn af jv er jo anderledes, når de ikke må deltage til fødselsdage - jul - kristendomsundervisning o.s.v.

Og denne "lagt i håndjern" fornemmelse - ja det føler jeg det må være, at blive styret med fast hånd af de ældste - det kan ikke undgås, at det vil præge en fremover.

Jeg vil ønske det bedste for dig fremover - jeg håber du får nyt mod og overskud kære Manjana - held og lykke med det hele